fredag den 10. september 2010

Sensommer...

Sommer er skaldyr og grill, efterår er svampe og tætte, intense smage. Og lige her - midt i mellem - kan man godt blande lidt...

Kis havde fryseren fuld af sommer - jomfruhummerhaler hjembragt fra Læsø - og et køleskab med kantareller, hvidløg og fløde ... så her er hvad vi kom frem til...
Jomfruhummerhalerne røg i et fad med hvidløg og olie - og vi lærte at de skal virkelig kun have 5- minutter under grillen, inden de er klar.

Kantarellerne rensede vi - de små stykker blev sauteret med løg og hvidløg - og en god sjat hvidvin inden vi hælte fløden i. Læring - det tager meget længere tid, at koge madlavningsfløde ind, end rigtig fløde, så fremover er det vist bare at bruge mindre fløde, men af den "rigtige" slags. Kantarellerne ristede vi hurtigt og hårdt i smør, så de var stadig sprøde, da de røg i flødesaucen... og så var det blot tilbage at blande pastaen i, lige give det et opkog, så fløde binder sig til pastaen - og 3 minutter til at sætte sig - og så kunne vi jo åbne vinen imens.
.. og så var der ikke andet tilbage end at sige Velbekomme! (og på dette tidspunkt var der heller ikke mere lys tilbage og min iPhone har ikke den helt store flash)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar